Den Lille Mark er et økologisk landbrug med fokus på grønne fællesskaber.
Her dyrker vi mere end 100 forskellige sorter af grøntsager, urter og blomster, og sælger direkte til private gennem vores grøntsags-ordning og vejbodssalg. Vi dyrker efter økologiske og regenerative principper, der holder livet i jorden levende. Det er et mangfoldigt liv i jorden og den korte rejse fra jord til bord, som giver gode grøntsager fyldt med smag og næring.
Vi vil passe på jorden, samtidig med at bidrage til et ansvarligt madsystem og give flere mulighed for at spise sunde lokaltdyrkede øko grøntsager.
Vi anerkender at vores nuværende madsystem smadrer vores livsbetingelser, og at de fleste af os er uvidende omkring det. Derfor dyrker vi grøntsager og blomster økologisk, og laver events og samarbejder, så flere folk kan få bedre jordforbindelse, flere grøntsager ind i hverdagen, og være fælles om at handle på klima- og biodiversitetskrisen.
Vi vil skabe flere oplevelser, der vækker nysgerrighed, forståelse og omsorg for jorden. Og vi vil styke til kampen for et fair madsystem inden for planetens grænser!
Den Lille Mark blev etableret i 2024 af Moanna Quynh, som er uddannet på Den Regenerative Jordbrugsskole, med erfaringer fra økologiske og regenerative jordbrug, samt 3 års praktik på forskellige permakulturgårde.
Om Den Lille Mark
Den helt store drøm er at kommuner rundt i landet vil begynde at udlægge mere jord til mere økologiske landbrug, frem for mere industri eller bebyggelse, og sætte jordens sundhed og adgang til sund mad over vækst.
Hvad er regenerativ jordbrug?
Når vi dyrker regenerativt så producere mad samtidig med at regenerere en mangfoldighed af liv i jorden.
Jo mere liv i jorden, desto sundere planter får vi og desto mindre er vi afhængig af kunstige/teknologiske input.
Den dominerende landbrugspraksis har på få årtier udpint jorden, og ifølge FN vil 90% af verdens jorde være svært udpinte i 2050. Derudover står vores globale madsystem for en tredjedel af de samlede klimagasudledninger. Som regenerative bønder, forsøger vi at vende den udvikling så kommende generationer har adgang til sund mad, rent drikkevand og står mere robust over for klima og biodiversitetskrisen.
På Den Lille Mark dyrker vi økologisk, så vi bruger ikke sprøjtegift til at fjerne ukrudt eller få sygdomme og skadedyr væk. Vi bruger håndkraft og med vores kendskab til jord og plante sundhed, har vi et mangfoldigt dyrkningssystem der mindsker sygdom eller skadedyr. Vi bruger heller ikke kunstig gødning til at presse vores afgrøder til at vokse sig meget store meget hurtigt, men vi styrker mikrolivet og bruger organisk gødning så planterne vokser i deres naturlige tempo. Og så vil vi gerne være uafhængig af fossil energi, og bruger ikke store maskiner til at gøre arbejdet for os. Altså vi dyrker mad på en omsorgsfuld måde, der holder sig inden for planetens grænser.
Læs under vores visioner og om Regenerativ Jordbrug i Danmark
Den Lille Mark er en del af Forening Andelsgaarde
Den Lille Mark er en Samarbejdsgård. Det betyder at vi laver aktiviteter og folkeoplysning, for at udbrede Andelsgaardes vigtige arbejde med at opkøbe jord og støtte et grønt generationsskifte i landbruget.
Gennem sæsonen laver vi markvandringer, Åben Gård, arbejdsdage og andre aktiviteter, som er åben for alle.
Tilbage i 2023 åbnede Andelsgaarde dialogen til banken og har gjort det muligt for Den Lille Mark at starte op i 2024.
Meld jer ind i Andelsgaarde hvis du vil også vil have en hurtigere omstilling i landbruget!